Samme dag som jeg udgav min sidste post – det første i over 2 måneder – slog livet lidt af en kolbøtte. Jeg havde kun haft påskeferie i 10 minutter, da min mor ringede og fortalte at min farmor på 92 år havde fået et krampeanfald, og at min søster og jeg nok skulle komme til Nakskov for at sige farvel til hende. Ambulanceredderne havde vurderet, at hun højst sandsynligt ikke havde mange timer tilbage at leve i. Hun var faldet i en dyb søvn, og de kunne ikke få særligt meget kontakt med hende.

Så vi smed alt, hvad vi havde i hænderne for at være hos hende i hendes sidste timer. Onsdag blev til torsdag, og hun lå bare i sengen og sov. Hun åbnede øjnene, hvis vi råbte til hende, men det var ligesom at kroppen havde lukket ned. Vi kunne ikke snakke med hende. Kun snakke til hende. Men det var som om at hun registrerede det. Øjnene var dog helt slørede og hendes hud havde en anden farve end normalt.

Min søster og jeg valgte at tage hjem til Odense igen torsdag middag, da vi hverken kunne gøre fra eller til. Vi sagde et sidste farvel til vores elskede farmor. Og det var svært. For vi vidste nok godt at vi ikke ville se hende igen. Hun tog da også sin sidste fredfyldte vejtrækning 24 timer senere, Langfredag, – med min far og mor omkring hende. 92 år. Mæt af dage.

Dagen efter var det planlagt at vi skulle på påskeferie på Bornholm med mine forældre. De havde inviteret os i sommerhus. Ferien hang i en tynd tråd, da farmor fik krampeanfaldet om onsdagen, og da hun så døde fredag, virkede det totalt uoverskueligt. Men… efter lange samtaler med mine forældre, valgte vi at tage afsted alligevel. Vi blev enige om at det nok var meget godt at komme væk. Være sammen. Trække vejret helt ned i maven. Få tankerne lidt væk.

Så vi tilbragte en forkortet, men dejlig, ferie på Bornholm. Vi nåede at se en masse spændende ting, Hammershus, Rokkestenen, keramikværksteder, havne, røgerier, fantastisk natur – alt i mens vi prøvede at koordinere med bedemand, præst, forsamlingshus og blomsterdekoratør. Set i bakspejlet var det helt rigtigt at tage afsted. Også selvom det var under 24 timer efter min farmor var død! Var vi blevet hjemme, havde jeg gået rundt i min egen lille døs. Og jeg havde nok haft svært ved at hive mig selv op til at lave noget. Men ved at tage afsted, blev jeg presset lidt til at komme videre i min sorg. Ikke at jeg ikke græd på Bornholm. For det gjorde jeg. Men jeg ville nok have grædt mere, hvis jeg bare havde siddet (alene) hjemme i min sofa.

I lørdags blev min farmor bisat. Det var en svær dag. Hun havde nået at påvirke mange i sit lange liv. Men midt i tårerne havde jeg lovet mig selv at jeg ville give hende et smil med på hendes sidste rejse. For det fortjente hun. Og det fik hun! Hun har altid været dér for mig. Både som helt lille og som voksen. Hun var en fantastisk farmor og oldemor.

Denne uge har været lidt svær. Arbejdet startede jo op igen i mandags. Jeg er stadig ny. Så der er tryk på. Nu begynder opgaverne at vælte ind. Det kræver energi. Den energi har været påvirket af min sorg og savn. Så efter endt arbejdstid har jeg været helt smadret. Ikke på den måde at jeg bare kunne sove. Det har jeg faktisk haft lidt svært ved at finde ro til om aftenen. Men jeg har været fyldt op. Mæt af indtryk og tanker i hovedet. Så nu bliver det godt med weekend, så batterierne igen kan lades op, og hovedet kan tømmes.

God weekend!

Inden jeg fik set mig om var der pludselig gået 2 måneder siden, jeg har skrevet noget her på bloggen. En blog som ellers har været aktiv på nærmest daglig basis siden sensommeren 2009. Men hvad skete der mon?

Anden halvdel af februar og marts var hård ved mig. Jeg havde ikke overskud til andet end mig selv og min familie. Vægten drillede, motionen glippede og der drønede en masse tanker rundt i mit hoved. Jeg måtte sige nej til en masse aftaler, og gjorde alt for at prioritere mig selv. Hvad jeg ville. Mig. Tine!

I starten februar gik det op for mig, at jeg egentlig ikke var tilfreds med mit nye job. Det havde jeg nok ikke været længe, men i februar nåede jeg til en erkendelse af, at jeg ikke kunne blive ved. Jeg var endt i en stilling, som jeg ikke havde lyst til at være i. En stilling, som var meget anderledes end den, der var blevet talt om til jobsamtalen. En stilling, som jeg egentlig ikke havde interesse i at være i. Sikkert møg-spændende for nogle. Men ikke for mig. Jeg ville gerne i en anden retning rent arbejdsmæssigt.

Samtidig følte jeg mig ikke 100% tilpas i min nye hverdag. Jeg ser mig selv som et meget venligt og imødekommende menneske, og i nogle brancher kommer man (åbenbart!) ikke længst med et smil. Det kolliderer bare så meget med min personlighed, og jeg var nået til et punkt, hvor jeg dagligt måtte overtræde en del personlige grænser. Til sidst havde jeg simpelthen fået nok! Heldigvis blev der kort efter min erkendelse slået en (drømme)stilling op. Jeg greb derfor telefonen og gjorde alt, hvad jeg kunne, for at komme i spil til jobbet.

Det bar heldigvis frugt, og siden 3. april har jeg været ansat som Produktchef på Odense Marcipan. Og wauw, hvor er jeg glad! Jeg føler, at der er faldet en kæmpe sten fra mit hjerte. Jeg kan igen trække vejret helt ned i maven. Jeg føler mig hjemme. Jeg er landet det helt rigtige sted. Jeg har endnu ikke så mange dages erfaring med mit nye job, men jeg føler at det er helt rigtigt.

Overskuddet kommer langsomt tilbage – omend det også tærer på kræfterne at starte i et nyt job. Men jeg føler virkelig et personligt overskud, som jeg ellers har skulle kigge langt efter de sidste mange måneder. Jeg er glad. Helt ned i maven. Jeg glæder mig til at få fingrene helt ned i nougaten, og til at lære med en masse søde kollegaer at kende. For dem har jeg helt sikkert fået en del af.

Nu vil jeg dog nyde 11 dages påskeferie! God påske.

Billederne er fra et crossløb for et par uger siden. Jeg havde det faktisk sjovt, selvom det ikke ser sådan ud! :-). Der er med vilje ikke redigeret i billederne, for sådan ser jeg åbenbart ud, når jeg løber. Kønt er det ikke. Og det var endda kun en kort løbetur på under 3 km.

Men jeg har det sidste halve år slækket meget på motionen. Det er der flere årsager til. Jeg løb træt. Bogstaveligt talt. Jeg blev træt af at løbe. Motion skal være sjovt. Og det var det pludselig ikke mere! Jeg deltog jo i 2 stk. halvmarathon sidste år, og da jeg havde gennemført det sidste i september, havde jeg brug for at lave noget andet. Faktisk tror jeg kun, jeg løb 3 ture fra september til midt i januar!

Løb har egentlig aldrig sagt mig noget, og jeg har aldrig dyrket løb som en motionsform før jeg startede min nye livsstil for 2 ½ år siden. Her kom løb snigende ind, og jeg fandt ud af at det gav mig rigtigt meget at løbe. Jeg kunne koble af ved at løbe. Jeg begyndte faktisk at nyde at løbe en tur. Jeg startede på absolut nulpunktet, og løb med nød og næppe 2 kilometer på min første tur. Men der begyndte ret hurtigt at ske noget, og jeg blev faktisk en ret habil løber. Og jeg elskede at løbe. Motion var sjovt.

I takt med at mine løbeture blev nemmere og sjovere, fik jeg en idé om at jeg da skulle løbe halvmarathon. Idéen var helt min egen, men jeg mærkede også et vist pres for omgivelserne om at det kunne jeg da sagtens gøre. Men… da mine løbeture resulterede i et mål om også at løbe halvmarathon, så var løb ikke en afstressende faktor mere. Det blev pludselig også et nødvendigt onde. For jeg blev nødt til at løbetræne for at kunne løbe halvmarathon. Jeg ville aldrig kunne have gennemført uden at træne. De mennesker findes jo, men dem er jeg ikke en af :-).

Det er egentlig lidt sjovt at det at løbe en tur blev en (overvindelse) for mig. Jeg trives nemlig rigtigt godt med at have et mål. Men kampen for at nå mit mål, tog i dette tilfælde over for at nyde mit løb. Jeg blev alt for fokuseret på at blive bedre og hurtigere til at løbe, at jeg glemte at nyde mine (langsomme) løbeture. Derfor stoppede jeg nærmest helt med at løbe. Motion skal være sjovt. Og det var det ikke mere!

Hvad så nu?… Jeg er faktisk begyndt at løbe igen. Jeg startede op for 2-3 uger siden med den dejligste løbemakker. Og nu nyder jeg mine løbeture igen. Jeg har virkelig savnet at komme ud og blive luftet igennem. Mærke vinden i kinderne, og at min krop bliver brugt på en anden måde. Jeg har dyrket (lidt) motion det sidste halve år, men det har slet ikke været på niveau med tidligere. Motion skal være sjovt. Og det er der igen 🙂

Vi har lavet en fast tradition om at vi hver torsdag aften laver madplanen og bestiller ind til den efterfølgende uge på nemlig.com. Det har vi faktisk gjort i et par måneder nu, og det har lettet vores hverdag utroligt meget.

Vi har altid været gode til at lave madplan og handle stort ind hver søndag. Men ofte glippede supermarkedsbesøget om søndagen, og så stod vi med de drænende besøg i Rema kl 16.45 på hverdage. Det er altså bare en dræber.

I forhold til madplanen var vi kørt lidt fast i de samme retter. Så 2017 startede med indkøb af en masse nye kogebøger. Jeg elsker at bladre kogebøger igennem, og bliver så inspireret af billeder og opskrifter. Nogle opskrifter bliver fulgt til punkt og prikke, mens andre blot giver mig en idé til at lave min egen version.

Kylling cashew er lavet lige efter opskriften, og er fundet i bogen Low Carb af Ditte Ingemann. Vi føjede blomkålsris til retten, og ungerne fik ris og sukkerærter til. Kylling cashew var en ny ret i vores repetoire, men den skal absolut gentages. Det smagte super godt, og var mega nemt at lave. På under 30 minutter har man snittet grønt, skåret kylling og lavet retten færdig.

Kylling cashew, 4 personer

Ingredienser 

500 g kylling

Lidt sesamolie til at stege i

1 broccoli i buketter

2 presset fed hvidløg

En tommel revet ingefær

5 snittede forårsløg

2 spsk soja

2 spsk fiskesauce

2 tsk kokossukker (eller rørsukker hvis low carb er ligemeget)

50 g ristede og saltede cashewnødder

Fremgangsmåde 

Skær kyllingen i små skiver og steg den i sesamolie i en wok. Hæld hvidløg og ingefær ved og rør godt rundt. Put broccoli i wokken. Lad svitse i et par minutter. Drys med forårsløg. Hæld soja, fiskesauce og kokossukker i wokken, og rør godt rundt. Server med grofthakkede cashewnødder.

For et par uger siden postede jeg ovenstående på Instagram, og det fik mig til at indse at det er noget tid siden, jeg har skrevet om her på bloggen, hvad jeg egentlig går og laver til daglig. Jeg har tidligere skrevet om mine jobskifter – senest da jeg selvvalgt blev arbejdsløs, og igen da jeg startede på et nyt job et par måneder efter. Men siden har jeg ikke rigtigt holdt her opdateret på, hvad mit arbejde egentlig består i.

Ovenstående Instagram post kom i forbindelse med en 3 dages arbejdstur til Italien i januar måned. Jeg var på messe i Bologna for at hente inspiration til nye produkter, og både familie og venner stillede lystigt spørgsmål til, hvad jeg egentlig lavede i Italien. Så hvorfor ikke fortælle lidt om mig selv i venindebogsform. Så er der både plads til at besvare spørgsmål vedr. arbejde, men det er også en måde at komme bag om facaden. At lære mig lidt bedre at kende. For hvem er Tine egentlig?

VENINDEBOG:

Navn: Tine
Alder: 34 (meget snart 35!)
Civilstand: Gift med min bankmand siden juni 2014. Mor til Sofia fra august 2011 og Anton fra januar 2013.
Job: Salg og marketing i et fynsk handelsfirma, der sælger fødevarer til de danske supermarkeder. Vi sælger fx italiensk is og brød i Rema, rejer i Meny og isdesserter i Coop. Mit arbejde består i at indkøbe nye produkter, finde ud af hvordan emballagen skal se ud, sælge dem ind til supermarkederne, og følge op på deres udvikling.
Kælenavne: Min søster kalder mig for “T”, og min mor og far kan finde på at bruge “Tinemus”. Min man kalder mig for “skat”.
Yndlingsfarve: Jeg har altid elsket blå. Turkis blå. Faktisk havde jeg engang en velourjakke i den mest fantastiske blå farve. Den gik jeg med næsten hver dag 🙂
Livret: Jeg elsker mad. Punktum. Faktisk kan jeg have svært ved at bestemme mig på en restaurant, fordi jeg gerne vil smage det hele. Jeg er både til salater, seafood, supper og kød. Da jeg var 3 år, var jeg indlagt på sygehuset, fordi min lille krop havde været tæt på at bukke under for en sindssyg omgang kyssesyge. Da jeg vågnede op fra min febervildelse, spurgte sygeplejerske mig, hvad jeg kunne tænke mig at spise. Svaret var “engelsk bøf med bagt kartoffel og bearnaisesovs”. Og det er stadig en favoritret.
Hvis du kun kunne tage en slags slik med på en øde ø: Lakrids. Jeg elsker lakridser. Hoveder, grammofonplader, hatte, lakridspiber. You name it.
Yndlingssted: Jeg elsker at rejse, og et af de mest fredfyldte steder, jeg har været er Nai Yang på Phuket i Thailand. Jeg var af sted med mand og børn i efteråret 2015, og jeg håber at vi kommer tilbage en gang. I Danmark er mit yndlingssted helt klart familiens sommerhus på den Lollandske sydkyst. Min farfar byggede sommerhuset tilbage i 1960’erne og jeg har så mange gode minder derfra. Jeg håber huset bliver i familiens eje, så mine børn også kan vise deres børn denne skønne plet.
Drinken du bestiller igen og igen: Mojito. Med rørsukker, frisk lime og masser af mynte. Mums.
Yndlingsduft: Mine børn (altså når de er nyvaskede).
En restaurant eller café du kan anbefale: Argh, den er svær! Jeg prøver helst nye steder af, for at prøve så meget mad som muligt. Men hvis jeg skal anbefale et sted i Odense, så er det Sortebro Kro. Det ligger lige i min baghave, og jeg har efterhånden været dér en del gange. Både privat og i arbejdsøjemed. Maden er anderledes, men fantastisk. Og det er bare en oplevelse at sidde i de små gamle staldbygninger, og bliver vartet op af kroens dygtige folk.
Yndlingssang: Jeg er vokset op med en masse forskellig musik. Mine forældre drev radiobutik butik hele min barndom, og der var altid musik i mit barndomshjem. Min far hørte Dire Straits, Phil Collins og Gnags på fuld drøn på pladespilleren. Jeg havde Mariah Carey, Kris Kros og New Kids on the Block på bånd, og hørte den på min røde båndoptager. I dag hører jeg mest Celine Dion, Adele og Bryan Adams. De 2 damer skal jeg faktisk til koncert med til sommer. Det bliver SÅ godt!
Bedste bog du har læst: Jeg elsker at læse, men jeg tager mig simpelthen ikke tid til det i hverdagen. Når jeg er på ferie, kan jeg dog sagtens sluge en bog på 2 dage. Jeg elsker historiske romaner, krimier eller skønhedslitteratur.
Yndlingsfilm el. tv-serier: Lige pt. følger jeg kun med i Badehotellet. PÅ Netflix venter jeg på flere sæsoner af Orange is the New Black, Outlander og Call The Midwife.
Hvad ville du være som barn: Jeg drømte om at blive glaspuster, da jeg var barn. Det var efter et besøg på Holmegaard Glasværk. Jeg var totalt opslugt af hvad glaspusterne kunne få ud af en varm klump glas.
Det værste du ved: Jeg hader folk, der ikke kan hilse. Og så hader jeg folk, der har spidse albuer. Jeg går mest af alt ind for at spille hinanden gode, og jeg bliver skuffet, når folk kun tænker på sig selv.
Kendis-crush: Jeg har tit drømt om at overtage Cameron Diaz’s plads i The Holiday. For Jude Law er altså alt for charmerende i den film. Men Ryan Reynolds er nu også for lækker 🙂
Guilty pleasure: Ebay