For et par uger siden postede jeg ovenstående på Instagram, og det fik mig til at indse at det er noget tid siden, jeg har skrevet om her på bloggen, hvad jeg egentlig går og laver til daglig. Jeg har tidligere skrevet om mine jobskifter – senest da jeg selvvalgt blev arbejdsløs, og igen da jeg startede på et nyt job et par måneder efter. Men siden har jeg ikke rigtigt holdt her opdateret på, hvad mit arbejde egentlig består i.
Ovenstående Instagram post kom i forbindelse med en 3 dages arbejdstur til Italien i januar måned. Jeg var på messe i Bologna for at hente inspiration til nye produkter, og både familie og venner stillede lystigt spørgsmål til, hvad jeg egentlig lavede i Italien. Så hvorfor ikke fortælle lidt om mig selv i venindebogsform. Så er der både plads til at besvare spørgsmål vedr. arbejde, men det er også en måde at komme bag om facaden. At lære mig lidt bedre at kende. For hvem er Tine egentlig?
VENINDEBOG:
Navn: Tine
Alder: 34 (meget snart 35!)
Civilstand: Gift med min bankmand siden juni 2014. Mor til Sofia fra august 2011 og Anton fra januar 2013.
Job: Salg og marketing i et fynsk handelsfirma, der sælger fødevarer til de danske supermarkeder. Vi sælger fx italiensk is og brød i Rema, rejer i Meny og isdesserter i Coop. Mit arbejde består i at indkøbe nye produkter, finde ud af hvordan emballagen skal se ud, sælge dem ind til supermarkederne, og følge op på deres udvikling.
Kælenavne: Min søster kalder mig for “T”, og min mor og far kan finde på at bruge “Tinemus”. Min man kalder mig for “skat”.
Yndlingsfarve: Jeg har altid elsket blå. Turkis blå. Faktisk havde jeg engang en velourjakke i den mest fantastiske blå farve. Den gik jeg med næsten hver dag 🙂
Livret: Jeg elsker mad. Punktum. Faktisk kan jeg have svært ved at bestemme mig på en restaurant, fordi jeg gerne vil smage det hele. Jeg er både til salater, seafood, supper og kød. Da jeg var 3 år, var jeg indlagt på sygehuset, fordi min lille krop havde været tæt på at bukke under for en sindssyg omgang kyssesyge. Da jeg vågnede op fra min febervildelse, spurgte sygeplejerske mig, hvad jeg kunne tænke mig at spise. Svaret var “engelsk bøf med bagt kartoffel og bearnaisesovs”. Og det er stadig en favoritret.
Hvis du kun kunne tage en slags slik med på en øde ø: Lakrids. Jeg elsker lakridser. Hoveder, grammofonplader, hatte, lakridspiber. You name it.
Yndlingssted: Jeg elsker at rejse, og et af de mest fredfyldte steder, jeg har været er Nai Yang på Phuket i Thailand. Jeg var af sted med mand og børn i efteråret 2015, og jeg håber at vi kommer tilbage en gang. I Danmark er mit yndlingssted helt klart familiens sommerhus på den Lollandske sydkyst. Min farfar byggede sommerhuset tilbage i 1960’erne og jeg har så mange gode minder derfra. Jeg håber huset bliver i familiens eje, så mine børn også kan vise deres børn denne skønne plet.
Drinken du bestiller igen og igen: Mojito. Med rørsukker, frisk lime og masser af mynte. Mums.
Yndlingsduft: Mine børn (altså når de er nyvaskede).
En restaurant eller café du kan anbefale: Argh, den er svær! Jeg prøver helst nye steder af, for at prøve så meget mad som muligt. Men hvis jeg skal anbefale et sted i Odense, så er det Sortebro Kro. Det ligger lige i min baghave, og jeg har efterhånden været dér en del gange. Både privat og i arbejdsøjemed. Maden er anderledes, men fantastisk. Og det er bare en oplevelse at sidde i de små gamle staldbygninger, og bliver vartet op af kroens dygtige folk.
Yndlingssang: Jeg er vokset op med en masse forskellig musik. Mine forældre drev radiobutik butik hele min barndom, og der var altid musik i mit barndomshjem. Min far hørte Dire Straits, Phil Collins og Gnags på fuld drøn på pladespilleren. Jeg havde Mariah Carey, Kris Kros og New Kids on the Block på bånd, og hørte den på min røde båndoptager. I dag hører jeg mest Celine Dion, Adele og Bryan Adams. De 2 damer skal jeg faktisk til koncert med til sommer. Det bliver SÅ godt!
Bedste bog du har læst: Jeg elsker at læse, men jeg tager mig simpelthen ikke tid til det i hverdagen. Når jeg er på ferie, kan jeg dog sagtens sluge en bog på 2 dage. Jeg elsker historiske romaner, krimier eller skønhedslitteratur.
Yndlingsfilm el. tv-serier: Lige pt. følger jeg kun med i Badehotellet. PÅ Netflix venter jeg på flere sæsoner af Orange is the New Black, Outlander og Call The Midwife.
Hvad ville du være som barn: Jeg drømte om at blive glaspuster, da jeg var barn. Det var efter et besøg på Holmegaard Glasværk. Jeg var totalt opslugt af hvad glaspusterne kunne få ud af en varm klump glas.
Det værste du ved: Jeg hader folk, der ikke kan hilse. Og så hader jeg folk, der har spidse albuer. Jeg går mest af alt ind for at spille hinanden gode, og jeg bliver skuffet, når folk kun tænker på sig selv.
Kendis-crush: Jeg har tit drømt om at overtage Cameron Diaz’s plads i The Holiday. For Jude Law er altså alt for charmerende i den film. Men Ryan Reynolds er nu også for lækker 🙂
Guilty pleasure: Ebay